Billedserier
Hent Adobe Flash player
Billeder 2017
Støt os
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.
Spil med

Hvilket instrument skal du vælge ?


Her på siden kan du læse om de instrumenter vi tilbyder solo undervisning på.
Spiller du et instrument der ikke er nævnt herunder, bedes du kontakte musikskolen. Vi vil da undersøge om det er muligt at skaffe en lærer til det pågældende instrument

Akustisk Guitar

Du lærer at spille kendte melodier og du lærer de første enkle akkorder. I løbet af året begynder du også at spille efter noder og/eller tablatur. Det giver større mulighed for hurtigt at spille sammen med andre.

Undervisningen tager udgangspunkt i soloundervisning, men hvis muligheden er til stede kommer du også til at spille sammen med andre.

Instrument kan lejes på musikskolen, og vi hjælper gerne med gode råd og vejledning i forbindelse med instrumentanskaffelse.

Tilmelding her

Elektrisk Guitar

Guitaren er et skønt instrument, som man med en smule indsats, kan få rigtigt meget musik ud af.

Du vil kunne lære melodier, akkorder, noder, skalaer, improvisation (soloer) og meget mere inden for den forskellige stilarter, f.eks. jazz, blues, rock og pop.

For at opnå et godt resultat skal du være indstillet på at øve dig hjemme, og du skal være indstillet på at deltage i sammenspil.

Musikskolen råder over instrumenter der kan lejes. Vi hjælper gerne med gode råd og vejledning i forbindelse med instrumentanskaffelse.

Tilmelding her

Elbas

Elbassen er overvejende et sammenspilsinstrument, og der er brug for bassister i alle Musikskolens rytmiske bands og orkestre – intet band uden bas.

Til de mindste el-bassister fås "børnebasser", som er lidt kortere og lettere at håndtere end almindelige basser.

For at opnå et godt resultat skal du være indstillet på at øve dig hjemme, og du skal være indstillet på at deltage i band/sammenspil.

Instrument kan lejes, og skulle du have lyst til at købe din egen bas, hjælper musikskolens lærere gerne med gode råd og vejledning i forbindelse med instrumentanskaffelse.

Tilmelding her

Trommesæt

Du kan på musikskolen lære at spille trommesæt – jazz, rock og latinrytmer.

Når du spiller trommesæt, er der store muligheder for at deltage i musikskolens forskellige sammenspilsgrupper og orkestre.

For at få udbytte af undervisningen, skal du være indstillet på at øve hjemme, og du skal være indstillet på at deltage i sammenspil.

Musikskolen råder over få trommesæt til udlejning. Kontakt en af musikskolens trommelærere for at høre mere om denne mulighed. I starten har du dog kun brug for et par trommestikker og en øveplade, for at øve hjemme.

Overvejer du at købe dit eget trommesæt, er vi også gerne behjælpelige med dette.

Tilmelding her

Klaver

Klaveret er et instrument med tusinder af muligheder. Man kan spille solo, 4-hændigt, akkompagnere og spille sammen med andre instrumenter.

Undervisningen tager udgangspunkt i mange genrer: jazz, rock, pop, musical eller klassisk. Du lærer grundlæggende klaverteknik, nodelæsning, gehør- og becifringsspil.

De fleste børn begynder at spille klaver, når de er 8-9 år, men du kan sagtens begynde som teenager eller voksen. For at opnå et tilfredsstillende resultat, skal du være indstillet på at øve dig hjemme.

Det er en forudsætning, at du har klaver/keyboard hjemme.

Tilmelding her

 

Sang

Rytmisk sang er blevet vældig populært. Vi skal arbejde med grundlæggende stemmetræning, teknik, mikrofonteknik og musikalsk udtryk. Du får mulighed for at synge mange af de numre du kender fra CD-er og radio.

Undervisningen kan tage udgangspunkt i både rytmisk og klassisk musik.

Som sangelev vil der i løbet af året, være mulighed for at synge/spille sammen med nogle af musikskolens klaverelever.

For at få udbytte af undervisningen skal du være indstillet på at øve hjemme.

Tilmelding her

Harmonika/Accordeon

Harmonika/Accordeon er et utroligt alsidigt instrument, som både har den meget folkelige side i sig, og en mere "seriøs" side.

Vi vil arbejde med noder, gehørspil, fingersætning, bælgteknik, frasering og basgange. Du vil lære kendt og ukendt musik fra næsten hele verden at kende.

For at opnå et tilfredsstillende resultat, skal du være indstillet på at øve dig hjemme.

Har du ikke selv et instrument, har du mulighed for at leje en harmonika/accordeon på musikskolen

Tilmelding her

Blokfløjte

Blokfløjten er andet og mere end et begynderinstrument. Der findes et stort og alsidigt repertoire for instrumentet. Du kan starte i 1.-2. klasse, men du kan selvfølgelig også starte som 17-årig!

Der er rigtig mange sammenspilsmuligheder, hvis du vælger at spille blokfløjte. Du vil altid komme til at spille sammen med elever der er på samme niveau som dig.

Blokfløjten giver desuden gode forudsætninger for senere at skifte til et andet instrument, f.eks. tværfløjte, klarinet eller saxofon.

Instrumentet kan lånes/lejes, men kan også anskaffes for ganske små penge.

Tilmelding her

Klarinet

Klarinetten er et meget alsidigt instrument, som rummer et væld af sammenspilsmuligheder inden for både klassisk og rytmisk musik.

Den er derfor et oplagt valg for dig, der gerne vil kunne indgå i mange forskellige musikalske sammenhænge. Solo, med klaverakkompagnement, i spejderorkester – ja, mulighederne er ubegrænsede.

Klarinetten er desuden et godt instrument at starte med, hvis du overvejer at spille saxofon på et senere tidspunkt.

For at opnå et tilfredsstillende resultat, skal du være indstillet på at øve dig hjemme.

Instrumentet kan lejes.

Tilmelding her

Saxofon

Bach, Beatles og rockmusik – alt egner sig til at spilles på en saxofon. I bigband og harmoniorkester er den uundværlig.

For de fleste er det naturligt at begynde på altsaxofonen. Vil du senere skifte til den lidt større tenorsaxofon, volder det sjældent store problemer.

For at opnå et tilfredsstillende resultat, skal du være indstillet på at øve dig hjemme, og du skal være indstillet på at spille sammen med andre elever der også spiller saxofon.

Instrumentet kan lejes på musikskolen, og vi er gerne behjælpelige i forbindelse med køb af instrument.

Tilmelding her

Trompet

Trompeten har med sin store flotte klang en central plads i både klassiske og rytmiske orkestre. Du kan spille solo, men kan med tiden også indgå i et af musikskolens sammenspilorkestre.

Hvis du drømmer om at spille trompet, men ikke er så gammel endnu, skal du overveje at begynde karrieren på althorn.

For at opnå et tilfredsstillende resultat, skal du være indstillet på at øve dig hjemme, og du skal være indstillet på at deltage i orkester/sammenspil.

Instrumentet kan lejes og vi er gerne behjælpelige ved instrumentkøb.

Tilmelding her

Tværfløjte

Tværfløjten er et rigtigt alsidigt instrument. Den er fin i enhver sammenhæng: klassisk musik (symfoni- og harmoniorkester), jazz- og musicalmusik mm.

Tonen frembringes på samme måde, som når man blæser i en flaske. Vi anbefaler at du er over 12 år inden du starter med at spille tværfløjte.

For at opnå et tilfredsstillende resultat, skal du være indstillet på at øve dig hjemme.

Instumentet kan lejes, og vi er gerne behjælpelige i forbindelse med køb af instrument.

Tilmelding her

Violin

Strygerne er fundamentet i det klassiske symfoniorkester, men de er også fremragende soloinstrumenter. Violinen er den mindste i gruppen og spiller de højeste toner.

For at få glæde af at spille selv og sammen med andre er det vigtigt, at du fra starten lærer at holde instrumentet rigtigt og at skabe en god klang.

Undervisningen vil for de mindste elever tage udgangspunkt i en legende tilgang.

For at opnå et godt resultat skal du være indstillet på at øve dig hjemme.

Violiner fås i adskillige størrelser, så du kan derfor starte meget tidligt.

Der er mulighed for at leje et instrument på musikskolen

Tilmelding her

Seneste nyt
26.4.17
Folder sæson 17/18
Her kan du læse vores nye folder vedrørende sæson 17/18  Klik herunder:Spil med......
Kalender
17.8.17
Undervisning starter
Torsdag den 17. august 2017, er første undervisningsgang efter sommerferien.
Vi...
Lemvig kommune
Lemvig Musikskole underviser hvert år omkring 600 børn, unge og voksne. Musikskolen tilbyder musiklege allerede fra børnene er 2-3 år. Herefter udvikler undervisningen sig i takt med børnenes alder. Vi tilbyder både eneundervisning og sammenspil på en lang række instrumenter. Vi kan tilgodese de fleste ønsker om undervisning. Unge og voksne har mulighed for at være med i musikskolens mange attraktive kor, bands og ensembler. Lemvig Musikskole er en kommunal institution og drives af både elevernes egenbetaling og tilskud fra Lemvig Kommune samt staten.
Cookie politik
Lemvig Musikskole  |   Østergade 10  |   7620  Lemvig  |   96 63 13 80  |   musikskolen@lemvig.dk